Vigtige standarder for digital tilgængelighed forklaret

Afhængigt af hvor du bor, kan dit land eller din provins have en tilgængelighedslovgivning, der er baseret på tilgængelighedsstandarder. I denne blog vil vi dykke ned i de vigtigste digital tilgængelighed standarder.

Hvad er de forskellige tilgængelighedsstandarder?

Der findes flere forskellige tilgængelighedsstandarder, som bruges til at guide udviklingen af tilgængeligt digitalt indhold. Nogle af de mest anerkendte tilgængelighedsstandarder omfatter:

1. Retningslinjer for tilgængelighed af webindhold (WCAG): Dette er et sæt retningslinjer udviklet af World Wide Web Consortium (W3C), der giver en ramme for at gøre webindhold tilgængeligt for mennesker med handicap.
2. Afsnit 508: Dette er en føderal lov i USA, der kræver, at føderale agenturer gør deres elektroniske og informationsteknologier tilgængelige for mennesker med handicap.
3. Loven om handicappede amerikanere (ADA): Dette er en borgerrettighedslov i USA, der forbyder diskrimination af mennesker med handicap og kræver, at virksomheder og organisationer sikrer, at deres varer og tjenester er tilgængelige for alle.
4. Tilgængelige Rich Internet Applications (ARIA): Dette er et sæt retningslinjer udviklet af W3C, der giver en måde at gøre dynamisk webindhold tilgængeligt for mennesker med handicap.
5. PDF/UA: Dette er en teknisk standard udviklet af International Organization for Standardization (ISO), der giver retningslinjer for at gøre PDF-dokumenter tilgængelige for mennesker med handicap.

Ved at følge disse standarder og retningslinjer kan virksomheder og organisationer sikre, at deres digitale indhold er tilgængelig for alleuanset deres evner. Det er vigtigt at bemærke, at tilgængelighedsstandarder konstant udvikler sig, og virksomheder og organisationer bør holde sig ajour med de nyeste standarder og retningslinjer for at sikre, at deres digitale indhold forbliver tilgængeligt.

Hvad er de fire hovedkategorier af standarder for webtilgængelighed?

De fire hovedkategorier af standarder for webtilgængelighed omtales ofte som POUR-principperne:

1. Det kan mærkes: Denne kategori handler om at gøre webindhold forståeligt for alle brugere, også dem med handicap. Dette omfatter at give alternativ tekst til billeder og videoer, undertekster til lydindhold og sikring af, at indholdet er let at læse og forstå.
2. Kan betjenes: Denne kategori henviser til at gøre webindhold brugbart for alle brugere, også dem med handicap. Dette omfatter tastaturtilgængelighed, så brugerne kan navigere på webstedet ved hjælp af hjælpemiddelteknologierog sikre, at indholdet ikke forårsager krampeanfald eller andre bivirkninger.
3. Forståeligt nok: Denne kategori handler om at gøre webindhold forståeligt for alle brugere, også dem med handicap. Det omfatter at bruge et klart og enkelt sprog, undgå jargon og give klare instruktioner og feedback.
4. Robust: Denne kategori henviser til at gøre webindhold robust og kompatibelt med en række forskellige brugeragenter, herunder hjælpemidler. Det omfatter brug af standard markup-sprog og sikring af, at indholdet er tilgængeligt, selv når teknologien udvikler sig.

Er WCAG 2.1 et lovkrav i Storbritannien?

I Storbritannien er overholdelse af Web Content Accessibility Guidelines (WCAG) 2.1 ikke et lovkrav i sig selv, men der findes love og regler, der kræver, at organisationer sikrer, at deres digitale indhold er tilgængeligt for personer med handicap.

For eksempel kræver Equality Act 2010 i Storbritannien, at organisationer foretager rimelige tilpasninger for at sikre, at deres tjenester og information er tilgængelig for personer med handicap, herunder digitalt indhold. Public Sector Bodies (Websites and Mobile Applications) (No. 2) Accessibility Regulations 2018 kræver også, at offentlige organisationer i Storbritannien sikrer, at deres hjemmesider og mobilapplikationer lever op til visse tilgængelighedsstandarder, herunder WCAG 2.1 på niveau AA.

Derudover har mange private organisationer i Storbritannien vedtaget WCAG 2.1 som en standard for tilgængelighed, både for at opfylde lovkrav og for at fremme inklusion og sikre, at deres digitale indhold er tilgængeligt for alle.

Så selv om overholdelse af WCAG 2.1 måske ikke er et lovkrav i Storbritannien, betragtes det som en bedste praksis og bliver i stigende grad en standard for at sikre, at digitalt indhold er tilgængelig for mennesker med handicap.

Hvad er WCAG 2.1-standarder?

Web Content Accessibility Guidelines (WCAG) 2.1 er et sæt retningslinjer udviklet af World Wide Web Consortium (W3C), der giver en ramme for at gøre webindhold tilgængeligt for mennesker med handicap. WCAG 2.1 indeholder 13 retningslinjer, der er organiseret under fire principper: Perceivable, Operable, Understandable og Robust (POUR).

Retningslinjerne er:

1. Opfattelig
2. Giv tekstalternativer til ikke-tekstindhold
3. Tilbyde undertekster og andre alternativer til multimedier
4. Skabe indhold, der kan præsenteres på forskellige måder, herunder med hjælpemidler, uden at det mister sin betydning.
5. Gør det lettere for brugerne at se og høre indhold, herunder at adskille forgrund fra baggrund.
6. Kan betjenes
7. Gør alle funktioner tilgængelige fra et tastatur
8. Giv brugerne tid nok til at læse og bruge indholdet
9. Brug ikke indhold, der forårsager anfald
10. Hjælp brugerne med at navigere og finde indhold
11. Forståeligt
12. Gør teksten læsbar og forståelig
13. Få indhold til at vises og fungere på forudsigelige måder
14. Hjælp brugerne med at undgå og rette fejl
15. Robust
16. Maksimer kompatibilitet med nuværende og fremtidige brugeragenter, herunder hjælpeteknologier.

Hver guideline er ledsaget af specifikke succeskriterier, der definerer, hvad der skal gøres for at opfylde guidelinen. WCAG 2.1 har tre niveauer af overensstemmelse: A (laveste), AA (mellemste) og AAA (højeste). Overensstemmelse på niveau AA betragtes generelt som det minimumsniveau, der er nødvendigt for at opfylde juridiske og lovgivningsmæssige krav.

Ved at følge WCAG 2.1 kan virksomheder og organisationer sikre, at deres webindhold er tilgængeligt for alle, herunder personer med handicap, hvilket fremmer inklusion og sikrer, at ingen udelukkes fra at få adgang til vigtige oplysninger og tjenester.